Strør paa Graven friske Blomster!
Over Stengler sønderbrukne
Vil de smile, til de slukne
Paa den nøgne Muld.
De med Hjærtets fagre Farver
Stilt vil tale Trøst ved Baaren,
Male Regnbu’ foran Taaren
I Din Sørgestund.
Og til Løn de skal ei visne;
Thi hvergang at Sorgen kommer,
Graven vil med disse Blommer
Smykt for Mindet staa.
Fra diktsamlingen Digte 1